Sammensatte isolatorer: udveksling af oprigtighed med samarbejde

Den retningsbestemte effekt af isolatorer blev opdaget i frugtflueforsøg. Når transposon-sigøjneren indsættes i det gule locus y hos frugtfluer (D. melanogaster), inaktiveres y-genet i nogle væv, men forbliver aktivt i andre. Dette skyldes, at transposon-sigøjneren har en isolatorsekvens i den ene ende. Når sigøjner indsættes på forskellige positioner inden for locus, har det forskellige virkninger på genaktivitet. Dette skyldes, at aktiviteten af ​​y-genet reguleres af fire forstærkere. Når isolatoren indsættes opstrøms for promotoren, blokerer den genaktivering i vingebladet og kropskutikulavævet (fra opstrøms-enhanceren), men blokerer ikke y-genekspressionen i børstehårene og farsale klørvæv (fra downstream-enhanceren).

Da nogle forstærkere er placeret opstrøms for promotoren og nogle nedstrøms, afhænger effekten af ​​isolatoren ikke af dens relative position i forhold til promotoren. Derfor er årsagen til retningsbestemtheden af ​​isolatoreffekten endnu ikke fuldt ud forstået. To loci er blevet identificeret, der påvirker isolatorfunktionen gennem transaktivering. S2J(Hw)-genet koder for et nukleoprotein, der genkender isolatorer; Isolatoren fungerer først efter binding til proteinet. Når dette gen muterer, selvom en isolator er indsat i y-locuset, mister isolatoren sin isolerende funktion; y udtrykkes i alle væv. Det andet locus er mod(mdg4). Mutationer i dette gen har den modsatte effekt af Su(Hw); disse mutanter forstærker den isolerende effekt, hvilket gør isolatorens isolerende effekt ikke-rettet og udvidet, hvilket effektivt blokerer virkningerne af opstrøms- og nedstrømsforstærkerne. En forklaring er, at Su(Hw) først binder til isolator-DNA'et, hvilket giver isolatoren dens isolerende effekt. mod(mdg4) binder derefter til Su(Hw), hvilket får isolatoren til at miste sin isolerende effekt; den muterede mod(mdg4) kan ikke binde til Su(Hw), hvilket forstærker isolatorens isolerende effekt igen.